Færdselsregler for kørende
Husk: I tættere bebygget område skal du om nødvendigt standse, så en bus, der giver tegn til igangsætning, kan køre ud fra stoppestedet.
Når du i tættere bebygget område nærmer dig et stoppested, hvor en bus holder stille og giver tegn til igangsætning, skal du nedsætte hastigheden og om nødvendigt standse, så bussen kan forlade stoppestedet.
Buschaufføren skal stadig udvise særlig forsigtighed og sikre sig, at igangsætningen kan ske uden fare.
Når du nærmer dig en skolebus, der holder for at optage eller afsætte passagerer, skal du være særlig opmærksom. Det samme gælder, når skolebussen forlader stedet.
Vær især opmærksom på børn, der befinder sig på kørebanen eller er på vej ud på den.
Skolebusser kan være afmærket med skolebørnsskilt og gule blinklygter foran og bagpå. Når de gule blinklygter er tændt, advarer de om, at børn kan være på vej over kørebanen til eller fra bussen.